Før tiden var, var den Ene; den Ene var alt, og alt var den Ene.

Og hele det store rum kendt som unvierset var den Ene, alt-vidende, alt-udforskende, almægtige, altid forandrende.

Og rummet bevægede sig. Den Ene formede sig til to tvillingformer, ligeværdige men det modsatte af hinanden, Gudinden og Guden kom fra den Ene og af den Ene.

Gudinden og Guden strækkede sig og takkede den Ene, men mørket omgav dem.
De var alene, det eneste reddet af den Ene.

Så de formede energi til gasser, og gasser til sole, planeter og måner.

De dryssede universet med spindende glober og sådan blev alt formet af Gudinden og Gudens hænder.
Lys rejste sig og himlen blev lyst op af millioner af sole.

Og Gudinden og Guden, tilfreds med deres værk, var lykkelige, og de elskede og blev èt.
Deres forening fik frø af alt liv til at springe ud,
frø af menneskeracen, sådan at vi kan opnå inkarnation på Jorden.

Gudinden valgte Månen som sit symbol,og Guden Solen som Sit symbol, for at minde de som boede på Jorden på deres skabere.

Alt bliver født, lever, dør og bliver genfødt under Solen og Månen; alt sker herunder, og alt hænder i velsignelsen fra den Ene,og sådan har det været med alt som har eksisteret, siden før tiden var.

©Månesten