Jeg har stødt på en del der tror det at være et
spirituelt menneske.....er noget diffust noget......der ofte har noget at gøre med at man tror på Gud.
Det kan det til tider også være.
Tit hænger nemlig det at tænke og handle spirituelt,
sammen med en fuld overbevisning om at der må være en endnu højere bevidsthed og nogle kalder den Gud andre Det
Gudommelige og atter andre igen Jesus, Budda eller Guden og Gudinden og så vidre.
At have netop denne tro og overbevisning
er dog et stort stykke fra en forudsætning for spirituel udvikling.
Den kan opstå efterhånden, som man bliver
bevidst om, hvem man er og hvornår man får kontakt med sit dybere hjerte.
Jeg kender en god del mennesker, som
jeg ville betragte som spirituelt udviklede og ret højt endda, men faktisk uden at de går og tænker over det.
Mennesker som finder glæde ved deres liv
og andres, og som gavmildt skænker af deres eget liv det til andre af lyst kærlighed og overskud.
Mennesker som er i direkte kontakt med deres
eget højere Jeg og Selv, lever i nuet, og med et direkte konstruktivt syn på livet.
Nogen siger man først når det spirituelle plan når
man har gjort op med sine gamle bindinger og gamle føelser.
Men for mig er spirituel udvikling netop et
spørgsmål om at møde sit eget sande Selv. Det vil sige min sjæls indre og dybere kvaliteter.
At være et spirituelt menneske, er at
være mig selv i hverdagen.
At jeg påtage mig det ansvar og det arbejde, der
skal til i forhold til mig selv og mine omgivelser.
Men til stadighed dukker der da nye bindinger
op.....bindinger jeg troede jeg ikke havde, og som jeg skal arbejde med.
Jeg tror at vejen til det dybere hjerte ligger
i den proces en sådan udvikling giver.....men at det er nødvendigt stadig at have lov at være et jordbunden menneske......
At have lov at blive vred, ked af det, føle sorg,
frustration.........er jo netop grundstenene i at forstå andre!?
Det siges at når vi arbejder med vores spirituelle
udvikling, arbejder vi også med vores personlige vækst, det gør vi ved at bevidst arbejde med at heale vores krop og sind.
At vi ofte er tilbøjelige til at skille
krop og sind fra hinanden.; Vi ved f.eks godt hvad der er det rigtige men vi handler ikke på det....en af disse ting kan være
at når vi bliver sårede eller kede af det, afviser vi det, lukker af og opfører os som havde vi styr på det hele.
At det er et klart udtryk for angst, som er bundet
op i ældgamle handlingsmønstre, undertrykte og uaccepterede følelser.
Men burde det netop ikke være det rette.....at
mærke sig selv gennem alle de funktioner vi har i vores krop og sjæl......istedet for at tilsidesætte dem og kun kigge lige
ud og undgå at se det negative ?
Ikke alt kan man rydde op i......noget er ikke
parat til at undergå en rengøring.
Kan man ikke være et spirituelt menneske og så
føle vrede ?
Er man først et spirituelt menneske den dag man
har givet slip på sin jordbundethed ?
Jeg er glad for min jordbundethed, netop fordi
den giver mig lov at føle, men jeg anser mig også som et sprituelt menneske....!?
Snakker man med De sprirituelt udviklede mennesker,
har enkelte stadig gamle Hængere, men de prøver at arbejde med dem, men netop fordi de er så indgroede er de svære at komme
af med.
Selv om man er et spirituelt menneske, har man
også sin menneskelige del med, den der omhandler føelser, angst, vrede og sorg.
Jeg mener klart at disse skal være til stede for
at have indføling med andre mennesker, føle empati, være til stede......
